Tilbage til ABR - Hjørnet
Artiklerne er beskyttet af ophavsret - © ABR
 

En gammel linje, der går på 2 ben

Siden Horand v. Grafrath, der har Zuchtbuchnummer 1, levede, har schæferhundefamilien spredt sig ud som en vifte. Vi har et stort stamtræ med et væld af navne, der alle kan føres tilbage til Horand. For på en måde at have et vist overblik har man brugt at inddele materialet i fire dele, og med henblik på fire store nedarvere fra 70’erne har man opkaldt grupperne efter dem. Det er Quanto v.d. Wienerau, Canto v.d. Wienerau, Marko v. Cellerland og Mutz v.d. Pelztierfarm.
Det er den sidste, det skal handle om her. Men allerede før Mutz er der en hund, der er et interessant knudepunkt. Det er hans oldefar Sieger 1955 Alf v. Nordfelsen, som på sin vis repræsenterer et stykke schæferhundehistorie. På hans tid havde racen udviklet sig i retning af ret tunge, langstrakte dyr med meget dybe vinkler, og man talte om en overtypning af materialet, og at man skulle tilbage til standarden. Ikke mindst i England fortsatte man ud ad den tangent og fik med tiden nogle stærkt overdrevne typer, der var langt fra den robuste brugshund v. Stephanitz havde lagt til grund for racen.


CH Rossfort Oran of Kenmil

På den tid hed præsidenten i SV dr. Werner Funk. Han dømte brugshundeklassen på hovedavlsskuet, og i 1954 satte han Alf ind i Ausleseklassen. Det var overraskende, for både i 1952 og 1954 havde Alf kun fået sg på skuer. Funk satte ham altså ind i den fornemme Auslese klasse i 1954 og skrev om ham, at han ganske vist ikke tidligere havde fået den høje anerkendelse som Funk tildelte ham, da han på ingen punkter er overdrevet, men netop det anså Funk for en fordel. Året efter blev siegertitlen genindført (den havde været afskaffet fra 1938 til 1955) og Alf blev placeret som Sieger.


Alf v. Nordfelsen

Det er længe siden, men Alfs efterkommere lever stadig videre og har spaltet sig i to grene. Den ene fører frem til meget betydelige og livskraftige brugshundelinjer først og fremmest karakteriseret ved Fero v. Zeuterner Himmelreich, og som vi senere vender tilbage til. Den anden går frem til Mutz v.d. Pelztierfarm, der var VA 2 i 1970. En del af hans efterkommere hævdede sig på deres tid som betydelige avlshunde. Det var dyr som Jonny v.d. Rheinhalle, Jupp v.d. Haller Farm og senere Eros v. d. Luisenstrasse.


Mutz v.d. Pelztierfarm

Det var dog som om, ingen af dyrene rigtig formåede at sætte sig igennem især ikke i forhold til de mere succesrige Canto v.d. Wienerau og ikke mindst altdominerende Quanto v.d. Wienerau.
Eros v.d. Luisenstrasse var på sin tid en højt estimeret hund. Han var en harmonisk og kraftbetonet hund, der ikke kom i VA på grund af en tanduregelmæssighed, hvorfor han måtte nøjes med en placering som V 1. Han blev far til Huppy v. Arlett, der blev VA 8 i 1999, men året efter dumpede han til modprøven og forsvandt ud af billedet. Inden han forsvandt nåede han dog at få nogle hvalpe, og en af dem, Hill v. Farbenspiel, skulle vise sig at kunne fortsætte og med tiden sætte nyt liv i en linje, der havde ført en lidt tilbagetrukket tilværelse.


Eros v.d. Luisenstrasse


Hill v. Farbenspiel

Hill startede flyvende med at blive vinder i unghundeklassen i 2001, derefter 3 gange i VA sidst som VA 2, og i modsætning til faderen gjorde han sig bemærket ved ikke blot en temperamentsfuld optræden men også overbevisende modprøver. Noget som han skulle vise sig at nedarve. Han havde ikke sin bedstefar Eros’ kraft og betydelighed. Han var en lettere hund med en lidt knap forpartsvinkling og et lidt fint hoved. Hill slog ikke for alvor igennem. Han stillede kun 2 afkomsgrupper, og ingen af hans sønner formåede for alvor at gøre sig gældende. Et par Auslese – hanner blev det til, Dux de Cuatro Flores og Yukon v.d. Bastillie, men ingen af dem er heller slået rigtig igennem i første generation.

Dux de Cuatro Flores


Yukon v.d. Bastillie


Til gengæld ser det ud til en virkelig åbning i 2. generation, ikke mindst for Dux, som med sønnen Ray v. Fichtenschlag virkelig igen har sat skub i linjen. Ray selv gjorde ikke nogen stor karriere. Han var udstillet en enkelt gang i unghundeklassen, hvor han blev placeret som sg 46 med anmærkning på proportioner og forpartsvinkling. Han blev parret med Thora v Fichtenschlag, der heller ikke selv har haft nogen karriere. Hun har kun været udstillet en enkelt gang på et Orts gruppe – Schau i unghundeklassen med sg 5 som resultat. Til gengæld har hun en fremragende søster nemlig Tiana v. Fichtenschlag, der var vinder i unghundeklassen i 2006. Året efter kom hun i brugshundeklassen men dumpede til modprøven. Oprejsningen fik hun så i 2008, hvor hun blev VA 8. Thora er selv over sin moder et barnebarn af Hill v. Farbenspiel. Med sønnen Remo v. Fichtenschlag, der er således indavlet 3 – 3 på Hill, ser det ud til, at Thora sammen med Ray har været med til at brede den gamle Mutzlinje ud og give den fornyet kraft.


Ray v. Fichtenschlag


Remo v. Fichtenschlag


Remo startede ellers sin karriere lidt upåagtet. Efter nogle få udstillinger heraf et enkelt LGS, hvor han blev sg 2, kom han i 2008 på BSZS i yngste klasse og blev sg 21, men så gik det ellers fremad. Året efter blev han rykket ind i VA som VA 7 og rykkede derefter op som VA 2, og blev de følgende 2 år Bundessieger. Denne strålende karriere understøttedes af en overbevisende demonstration af avlsformåen. Første år i VA var han for ung til at kunne stille afkom men allerede året efter, kom der en lovende gruppe med dyr helt fremme i feltet. Det har siden vist sig at fortsætte, og i 2012 kunne han fremvise en helt overbevisende gruppe med dyr, der lover godt for en fortsættelse af linjen.
Selv er Remo en hund, der ligesom Alf i sin tid, er karakteriseret ved at være uden overdrivelser, men samtidig er han en hund af høj anatomisk kvalitet. Når man fra starten har ønsket at prioritere ham højt, skyldes det nok foruden hans bygningsmæssige kvaliteter og det, at han repræsenterer en gammel avlslinje, nok ikke mindst, at han i modsætning til flere tidligere topdyr netop er uden overdrivelser. Han har en god størrelse, han er samtidig kraftfuld og maskulin. Han er velvinklet men samtidig med faste haser og parallel benføring. Et kritikpunkt er dog efter min mening, at han burde have haft et mere markant hanhundehoved. Det forlød ved starten af hans karriere, at han måske ikke stod for den bedste psykiske robusthed, men det har vist sig at være ubegrundede rygter. Selv laver han godt forsvarsarbejde, og det gælder absolut også for hans afkom, hvoraf flere har hævdet sig flot på området. For fuldstændighedens skyld må det nævnes, at Remo også har et fint HD – indeks på 73.
På BSZS i Nürnberg 2012 stillede Remo sin 3. afkomsgruppe, der ligesom gruppen året før var karakteriseret ved mange dyr i den bedste ende. Her følger en liste fra 2012 med de bedst placerede fra alle klasserne:

Brugshanner:
VA 12 Omen v. Radhaus, V5 Cobra d’Ulmental, V6, Iliano v. Fichtenschlag, V 8 Pacco v. Langenbungert, V 19 Opus v. Radhaus. V 29 Whisky v.d. Wasserkuppe, V39 Erik v. Nordteich.
Brugstæver:
VA 10 Daisy v. Melanchton, VA 13 Blianka v. Osterberger-Land, V6 Unique v. Eichenplatz, V 19 Flora du Val D’Anzin.
Unghanner:
sg 2 Figo v. Nordteich, sg 24 Fastoo Dlha Roven, V 26 Nash v. Welsetal, V 30 Justus v. Haus Dexel, V 32 Ghost v. Klostergraben.
Unghunde tæver:
sg 37 Yoko-Ono zum Kolbenguss.
Yngste hanner:
sg 6 Spira Feetback, sg 11 Paulo v. Klostermoor, sg 20 Fello a.d. Brunnenstrasse, sg 25 Iago v. Wilhendorf.
Yngste tæver:
sg 1 Rustol’s Xellent, sg 2Georgia du Val D’Anzin, sg 7 Venja v. Ochsentor, sg 28 Penny v. Klostermoor, sg 42 Kreislauf Palmas.

Denne liste taler for sig selv. Det er en overbevisende demonstration af evne til at nedarve kvalitet. Tyskerne talte i gamle dage om individualpotens, når en hund rigtig viste gennemslagskraft. En sådan kan man vist roligt sige, at Remo har. Han har allerede voksne sønner, der står parat til at føre linjen videre samt yngre dyr på vej. Det skal blive interessant at se, om nogle kan løfte arven.

Antallet af brugshanner er bemærkelsesværdigt og antyder, at der skulle være gode muligheder for at fortsætte linjen.
Omen og Opus v. Radhaus var med allerede i den første gruppe. Sammen med broderen Opus var Omen placeret i toppen af yngste klasse i 2010, Omen som sg 2 og Opus som sg 8. Moderen er en Vegas datter, der desuden fører Nero v. Nöbachtal. Det er 2 hanner helt i deres faders type, særdeles smukke og typefulde dyr af standardmæssigt korrekt størrelse og dertil, ligesom faderen, med et meget fint HD – indeks. Omen blev i 2011 placeret som V 1 og rykkede næste år ind som VA 12, Opus blev samme år V 19.
Cobra d’Ulmental er lidt yngre. Han var i unghundeklassen i 2011, hvor han blev sg 2 efter Team Marlboro Harley. Heller ikke han er en enlig svale. Hans søster Clea blev sg 3. Også her finder vi Vegas på modersiden, og også her drejer det sig om et par søskende af meget høj anatomisk kvalitet. Korrekt i størrelse og med meget smukke linjer og flotte bevægelser.


Omen v. Radhaus


Cobra d’Ulmental


Generelt har Remos børn ikke de samme varme aftegn, som vi f.eks. så i Zamps grupper, især gør det sig gældende for Cobra, hvor aftegnene godt måtte være varmere. Det samme kan man ikke sige om Iliano v. Fichtenschlag, der er en meget smukt pigmenteret og udtryksfuld hund. Hans mor Viana v. Fichtenschlag var yngstevinder i Oberhausen i 2006. Året efter dumpede hun til modprøven men tog så revanche de 2 følgende år, hvor hun hver gang var VA 3. Hun er et barnebarn af Yasko v. Farbenspiel. Som sine halvbrødre er Iliano, som var sg 6 i unghundeklassen i 2011 af korrekt størrelse med smukke linjer og godt udfyldt kropstykke og dertil helt faste haser. Han hører til en af de mest populære avlshunde blandt de unge hanner.
Tæt på Iliano og i samme type står Pacco v. Langenbungert, der var sg 7 i yngste klasse i 2011. Pacco er en hund, der er temperamentsfuld i sin præsentation og viser sig med dynamiske bevægelser. Hans mor er et barnebarn af Pacco v. Nadelhaus, der i Norge har gjort sig godt bemærket som avlshund, hvor han blandt andre er far til Cayira’s Frøya, som er velkendt her i landet, hvor hun ligger bag ved en række af Team Marlboros hunde.


Iliano vom Fichtenschlag


Pacco v. Langenbungert

Whisky v.d. Wasserkuppe er en lidt anden type end f.eks. Omen og Pacco med et lidt lettere hoved. Han er meget smukt pigmenteret, noget han nok kan takke sin moder for. Hun er Kimba v. Klostermoor og en søster til Kwantum. Også Whisky har været godt med fra start. Han blev sg 18 i yngste klasse i 2011.
Endelig er der Erik v. Nordteich, en smukt pigmenteret hund, der som sine halvbrødre er tiltalende i sin fremtoning og udtryk med energiske og effektive bevægelser. Han var sg 32 i yngste klasse i 2011, og selv om vi nu er noget nede i rækken, demonstrerer han, at kvaliteten af de fremmødte hunde går langt ned i rækkerne, og det er et spørgsmål, om vi nødvendigvis behøver/bør fokusere så kraftigt på toppen. Der går hunde et godt stykke nede, som i høj grad modsvarer standarden, og som måske også fortjener at få en chance i avlen. Erik havde for øvrigt en nær slægtning i yngste klasse i Ulm sg 2 Figo v. Nordteich, også efter Remo. Moderen er en datter af Eriks mor.


Whisky v.d. Wasserkuppe


Erik v. Nordteich

Remo er så absolut den mest succesrige fortsættelse af Hill, men en anden Hillsøn VA Yukon v.d. Bastillie kan dog byde på en mulig fortsættelse. Yukon har ikke haft en fremtrædende plads blandt de foretrukne avlshunde, men et par sønner har gjort sig bemærket. Den ene er Joker v. Eichenplatz. Også han er indavlet på Hill v. Farbenspiel, idet hans fremragende moder VA 2 Alisha v. Eichenplatz er Daggi de Cuatro Flores altså en søster til Dux. Joker er en typefuld hund, der har haft flere gode placeringer på LGS, men han har aldrig været vist på BSZS. Det har til gengæld hans søster Jaci, der blev VA 1 i 2011. Joker stillede i 2011 en lille men helstøbt afkomsgruppe, der ikke mindst blev båret frem af fire hunde fra det fremragende Y – kuld v. Feuemelder. Af dem placerede 2 søskende sig som sg 2 i hver sin yngste klasse, og de 2 andre blev ret højt placeret I 2011. Året efter blev Yankee VA 13 og demonstrerede her en særdeles iøjnefaldende, flydende bevægelse i en flot præsentation med høj mankeføring. Hans søster Yakimo blev VA 3. Yankee kunne aldersbetinget ikke stille en gruppe i 2012, men han burde have muligheder for at kunne præstere. Det viser lidt om kuldets styrke, at endnu 2 brødre til Yankee nemlig Yussuf og Yester er repræsenteret på dæklisterne.


Joker v. Eichenplatz


Yankee vom Feuermelder

Endnu en Yukonsøn er trådt i karakter. Det er E’U2 de la Petite Laeticia. Han blev sg 9 i yngste klasse i 2010 men har endnu ikke været stillet på BSZS i brugsklassen. I 2012 stillede han en afkomsgruppe, der var præget af smukt pigment, flotte overlinjer med meget høje manker og meget dybe baghåndsvinkler, hvor den sidste effektivitet i fraskubbet manglede. Gruppen bestod udelukkende af dyr fra yngste klasse. Hannerne var bedst med flere gode placeringer som sg 4 Dastin v. Türkenkopf, sg 16 Pepe v.d. Zenteiche, sg 36 Natz v.d. Bastillie og sg 39 Xenox v. Hasenborn.


E’U2 de la Petite Laeticia


Pepe v.d. Zenteiche

Mens dette ene ben udgående fra Alf v. Nordfelsen først med Remo v. Fichtenschlag har fået en repræsentant, der har sat sig kraftigt igennem, har det andet ben, der har været varetaget af brugsorienterede opdrættere, på et tidligere tidspunkt markeret sig.
Den helt altdominerende linje her, er den, der tager sin begyndelse med Fero v. Zeuterner Himmelreich. Fero selv deltog en enkelt gang ved BSP. Det var i 1987, hvor han blev beværtet med V 18. Det var dengang pointene sad løsere. Hele 24 opnåede prædikatet V. Nu til dags er der blot 3 -4 stykker der opnår et V. Fero fik stor betydning.


Fero v. Zeuterner Himmelreich

Adskillige linjer udgår fra ham, men hans mest betydelige sønner er vel brødrene Timmy og Troll v.d. bösen Nachbarschaft. Timmy fører over Half v. Ruhbachtal videre til Nick v. Heiligenbösch, begge har de været betydelige avlshunde, der står bagved mange BSP – deltagere. Sidst i 2011, hvor Nick er bedstefar til V2 Kuba v. Fluchtweg.


Timmy v.d. bösen Nachbarschaft


Timmy og Troll v.d. bösen Nachbarschaft

Troll v.d. bösen Nachbarschaft har i endnu højere grad slået igennem ikke mindst på grund af 2 sønner. Det er Aly v. Vordensteinwald og Yoschy v.d. Döllenwiese. Ingen af de 2 havde en selvstændig karriere som konkurrencehunde. Begge har deltaget en enkelt gang ved BSP men uden at placere sig. Begge blev imidlertid særdeles meget anvendt i avlen og havde hver deres særpræg. Aly gjorde sig bemærket ved foruden at give meget hurtigkørende, temperamentsfulde hunde også at nedarve meget gode hofter. Joschys børn var af en lidt anden karakter. De var ofte karakteriseret ved gode faste bid i deres forsvarsarbejde men til gengæld lidt tungere i lydighedsafdelingen.


Aly v. Vordensteinwald


Yoschy v.d. Döllenwiese


En af Alys sønner Sirk v. Belchen blev selv en meget benyttet avlshund. Flere af Yoschys efterkommere har været af stor betydning. Det gælder hunde som Amigo og Aron v. Bracheler See, Olly v.d. Horst -


Amigo v. Bracheler See


Olly v.d. Horst

- og Hutch v. dunklen Zwinger, der har en stærk fortsættelse med sønnen Eliot v. Prevent.


Hutch v. dunklen Zwinger


Eliot v. Prevent

Andre Troll – børn af betydning er Rocky v. Zingelgarten med sønnen Branko v. Salztalblick og desuden Tim v. Abfuhr, der over sønnen Janko v. Vorwerkswald er bedstefar til 2012’ BSP – Sieger Ginoginelli v. Karthago. Endnu en søn af Janko Endy v. Karthago er i øjeblikket en populær avlshund.


Rocky v. Zingelgarten


Endy v. Karthago

Flere andre linjer fører ud fra Fero. En vigtig linje går over Wito v. Stadt Schmalkalden, som bl.a. i kennel Adelmannsfelder Land har sat betydelige dyr som Buster og Eddy. Herhjemme har vi over Ascanis Gamin haft en betydelig hund som Jabina Querry, der foruden selv at have haft en meget flot karriere og har været en succesrig avlshund. Desuden svenske Atenagårdens Tabo, der stod her i landet på dæk en periode.


Buster vom Adelmannsfelder Land


Jabina Querry

Fero er således den brugshundelinje efter Alf v. Nordfelsen, der har fået den helt afgørende betydning, men et par enkelte andre har også gjort sig bemærket. En går via VA Mutz v.d. Pelztierfarm og sønnen VA Anderl v. kleinen Pfahl videre til Aik v. Haus Cindy frem til Xato v.d. bösen Nachbarschaft og Iriac v. Ruhbachtal, der stod her i landet. Alle hunde, der i sin tid spillede en rolle. En anden går fra Mutz over Jonny v.d. Rheinhalle videre til Lump v. Osterberger-Land (begge var i øvrigt hunde med en udstillingskarriere og en placering i ausleseklassen) frem til Cim v.d. Möhnequelle, der en overgang stod her i lande, og som er bedstefar til Onkle v.d. Friesenklippe, der igen er fader til Macho v. Ottilienstein DM vinder i 2012.


Macho v. Ottilienstein

Endelig fører en linje fra Alf til Ahron v. Granit Rose, der blev V 6 på BSP i 2001. Han var i en periode en meget brugt avlshan og gav en række sønner, der var højt placeret på BSP bl. a. Falk v.d. Wölfen, der blev sg 9 på BSP i 2009, og som selv blev en del anvendt, og blandt sine sønner kunne tælle BSP – Sieger 2007 Falko v. Wölfsblick. En anden af Falks sønner Diego v. Waisagrund blev sg 6 i 2011 og er også blandt de hanner der har opdrætternes interesse.


Falko v. Wölfsblick


Diego v. Waisagrund


Det er klart at i en sådan hurtig gennemgang er der glemt mange hunde, som godt kunne have fortjent at blive nævnt, men her er trukket nogle linjer, der klart viser livskraften i de omtalte hovedlinjer og at dr. Funk nok havde ret, da han i sin tid trak den lidt oversete Alf v. Nordfelsen frem i lyset.


Klik stamtræ
















ABR / Okt. 2012 (opdateret nov. 2012)

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 

 

   

 
 
© 2001-2018 schaeferhunden.dk all rights reserved | index | top af siden