Er min hund dominant?

Konrad Lorenz var en af de dyrepsykologer, der tidligt beskæftigede sig med begrebet dominans. Han undersøgte begrebet hos hundestejler og viste, at der i forbindelse med strid om territorier opstod dominanskampe mellem hannerne. En norsk dyrepsykolog viste, at der hos høns er en kamp om, hvem der først skal til fodertruget, han kaldte den rangorden, der etableredes for hakkeorden, fordi de højest placerede i flokken hævdede deres rang ved at hakke på de andre og svagere. Senere har man hos mange andre socialt levende dyr iagttaget lignende adfærd. Også ulveflokke er blevet undersøgt, og man har her talt om Alfadyr, som man har kaldt de højest rangerende i flokken.

Resultaterne fra alle disse undersøgelser har man taget til sig i arbejdet med hunde og brugt i opdragelsen af dyrene, men ofte er de videnskabelige undersøgelser blevet brugt på en alt for ukritisk måde. Man kan nemlig ikke uden videre regne med, at de regler, der gælder for en dyreart, også gælder for andre arter. Det drejer sig ganske vist i alle tilfælde om dyr, der lever i større eller mindre flokke, men dels er der tale om mange arter, der har hver deres form for adfærd, og dels er flokkene meget forskelligt opbygget, og lever ikke under samme forhold.

Ser vi på ulvene, som jo er de dyr, der kommer nærmest til tamhunden, ser vi desuden det bemærkelsesværdige, at der er forskel i dominansadfærden hos ulve, der lever vildt og ulve, der lever i fangenskab. I en normal vildtlevende ulveflok er der tale om en han og en hun og deres afkom. I en sådan flok vil afkommet forlade flokken inden de er tre år gamle, og det vil i høj grad mindske mulighederne for at konflikter opstår. I den situation vil forældrene ikke dominere men optræde som vejledere. Hunnen vil passe hvalpene, og hannen vil gå på jagt. Er der mad nok vil alle dele om byttet, og er der trange tider, vil hvalpene få første ret til byttet. Der er altså heller ikke strid om maden.
Hos en flok ulve i fangenskab vil det se lidt anderledes ud. Her er der tale om flere dyr i forskellige aldre og af forskelligt køn og ofte er det en sammenbragt flok. Her kan der opstå stridigheder ikke mindst i forbindelse med parringstider, hvor de ældre og højstrangerende hanner bliver udfordret at yngre og stærke dyr.

Der er altså forskel på ulves dominansadfærd enten de lever frit eller i fangenskab. Samtidig må man gøre sig klart, at hunde ikke er ulve. I den lange periode, hvor nogle ulve gradvist har vænnet sig til at leve i nærheden af mennesker og senere langsomt er begyndt at leve sammen med dem, er der sket en stor udvikling ikke blot i udseende f.eks. med hensyn til pels, farve, størrelse, rejste ører eller hængeører osv. Men i lige så høj grad også en ændring i adfærd, så vi kan ikke umiddelbart regne med, at de regler, der gælder for ulve, enten de lever i frihed eller fangenskab, også uden videre gælder for hunde.
Endelig må man gå ud fra, at de regler, der gælder for adfærd er artsspecifikke, dvs. at de kun gælder indenfor arten, altså at ”hunderegler” gælder for hunde og ikke kan bruges i samlivet mellem hunde og mennesker. Det betyder, at hunde ikke forsøger at optræde dominerende overfor mennesker i den forstand, at de vil prøve at tilkæmpe sig en højere position.

Lad mig understrege det, for det er vigtigt: Når en hund ikke adlyder sin ejer, og f.eks. ikke kommer, når der bliver kaldt, eller knurrer ved madskålen, hvis man kommer i nærheden, eller rejser børster, hvis ejeren vil have den til noget, den ikke vil, så er der ikke tale om, at den forsøger at tilkæmpe sig en højere rang i den hjemlige ”flok”, så er der i virkeligheden noget andet, der er på spil.
Ofte er der tale om manglende lederskab, altså at ejeren ikke fra begyndelsen har sat tilstrækkeligt faste regler op for samværet, men i tilfælde, hvor hunden knurrer ad sin ejer eller endda viser tænder, er det noget andet, der kommer til udtryk. Her er det et tegn på, at hunden er utryg overfor sin ejer og usikker på situationen.

Nogle eksempler kan belyse dette.
Jeg mødte en gammel hundebekendt og spurgte til hans hanhund, som jeg tidligere havde set og beundret. Han fortalte, at han ikke havde hunden mere. Den havde flere gange optrådt truende overfor ham og pludselig uden grund knurret og vist tænder. Overfor resten af familien optrådte den altid venligt og omgængeligt. Han turde ikke beholde den og forærede den til en ven, som hunden straks accepterede, og her faldt den helt til føje og viste aldrig tegn på aggressiv opførsel. Der var på det tidspunkt, hvor vi mødtes, ikke tid til at bore i spørgsmålet, så jeg fandt ikke frem til en forklaring, men jeg er ret sikker på, at ejer nummer 1 har optrådt overfor hunden på den måde, som var god latin før i tiden, nemlig at man skulle sikre sig, at hunden var klar over, at man var fører i flokken, og derfor har domineret hunden gennem en række af de regler, man tidligere fik foreskrevet, og det har gjort hunden usikker og utryg. Nogle hunde reagerer så ved at blive kuede og trykkede, men drejer det sig om en stærk og selvsikker hund, kan man få den modsatte reaktion. Den nye ejer har så måske forstået, at man skal undgå konfrontationer og i stedet, hvis der opstår situationer, hvor man føler en konflikt, skal man prøve at aflede hunden.
I et andet tilfælde, jeg har fået fortalt, oplevede ejeren, at hans hund optrådte på en måde, han selv oplevede som om hunden trodsede ham. Engang havde han besøg af en anden hundemand med påstået stor erfaring, og da gæsten så en situation, som han opfattede som en konflikt, udlagde han det som om hunden ville prøve at dominere sin ejer, og nu skulle han vise ejeren, hvordan man klarede en sådan sag, hvorefter han greb hunden og prøvede at tvinge den ned på gulvet i en liggende stilling. Det gik ikke godt, han blev alvorligt forbidt, og hunden blev aflivet.
Hvad var det, der skete her? Var det en aggressiv hund, som man nødvendigvis måtte aflive, eller var det en situation, hvor en hund blev behandlet helt forkert og blev provokeret så voldsomt af en fremmed person, at den valgte at forsvare sig. For mig er der ingen tvivl om, at hvis man i stedet havde prøvet at aflede hunden med en godbid eller en bold eller lignende, var man slet ikke havnet i den ulykke.
Der kunne fortælles rigtig mange andre historier i den genre også langt mindre dramatiske, og oftest drejer det sig om manglende lederskab. Jeg kendte en hundemand, der havde en stor hanhund, som han levede godt med, men som hele tiden satte sig op mod ham. Hvis han prøvede at cykle en tur med hunden, så oplevede han, at efter få 100 m standsede hunden med et ryk og ville ikke med mere. Om aftenen indtog hunden sofaen og ville ikke flytte sig, hvis han prøvede at få den ned, påstod han, at hundens øjne lyste grønt, og han lod den så blive i sofaen. Når de gik tur, var det hunden, der bestemte, hvornår de skulle gå, og hvornår de skulle standse og snuse. Manden var i øvrigt glad for sin hund, og de levede i bedste samdrægtighed. Han provokerede aldrig hunden, og på den måde havde de det fint, men han kunne måske have fået langt mere glæde af samværet, hvis han havde udvist et fornuftigt lederskab.
Et eksempel på, at man kan komme længst med afledning og dermed skabe fornuftigt lederskab, har jeg selv oplevet. Vi havde i vores familie en hanhund, som kunne være ret selvhævdende og provokerende overfor andre hanner. Hvis jeg gik tur med ham i byen, og han så en hund på det andet fortov, begyndte han at spille op. For at undgå pinlige situationer, gav jeg ham inden vi kom hen til den anden hund, et par kraftige ryk i halsbåndet. Jeg kunne da opleve, at han reagerede mod mig og tog fat om mit håndled ligesom for at fortælle, at det brød han sig ikke om. Jeg opfattede ham aldrig som en hund, der prøvede at sætte sig op imod mig, og sådan så jeg heller ikke på denne situation, så vi tog ikke en magtkamp. Jeg talte med min kone om det, og hun oplevede aldrig, når hun gik tur med ham, at noget sådant skete, men hun provokerede ham heller aldrig. I stedet afledte hun ham på forskellige måder enten med en godbid, ved at snakke med ham eller med en bold.
Det drejer sig også om at respektere hunden. Det oplevede vi engang med en han vi fik tilbage som voksen. Han havde problemer med sit ene øre, der dannede for meget ørevoks. Vi prøvede da, hvad vi ofte havde prøvet med andre hunde, nemlig at lægge ham ned, hvorefter jeg holdt ham i ro mens min kone rensede øret op. Det gik ikke med ham her. Han knurrede, og dermed fortalte han, at den behandling ville han ikke finde sig i. Vi tog det til efterretning, lod ham være og tog til en dyrlæge, der bedøvede ham inden behandlingen. Han udviklede sig til en dejlig hund, som vi aldrig fik problemer med, selv om han var en robust og selvbevidst han.

Som en konklusion på ovenstående vil jeg fastslå, at dominans i den forstand, vi kender det fra dyreflokke, ikke finder sted mellem mennesker og deres hunde. Det, som det i virkeligheden drejer sig om, er lederskab, at der hersker nogle faste regler, som man konsekvent sørger for at opretholde. Og hvordan gør man så det?
Det er i virkeligheden ganske enkelt. Når man får en ny hvalp i huset, gør man sig klart, hvad den må og ikke må, og det sørger man for at gennemføre med venlighed men også konsekvens, idet man hele tiden må være klar over, at det er en hvalp, man har med at gøre, og at man ikke kan forlange det fuldkomne af en lille hvalp. Se i den forbindelse artiklen Ny hvalp her på hjemmesiden.

Drejer det sig om en ældre hund, der allerede er kommet til at fylde for meget, så den har tiltaget sig nogle privilegier, den ikke burde have, er det straks sværere, men det gælder dog det samme her: Faste regler, venlighed og konsekvens. Det er imidlertid ikke altid nok. Nogle får alligevel problemer, som de ikke selv kan klare, så kan man søge hjælp f.eks. hos træningsledere i hundeklubber, idet man skal være opmærksom på, at det ikke er alle steder, man godtager nyere ideer. Man kan jo også søge professionel hjælp hos hundespykologer eller i adfærdscentre og endelig har Dansk Kennel Klub en adfærdskonsulent, som kan hjælpe med råd og vejledning.

ABR / Juni 2012