Konrad Lorenz var en af
de dyrepsykologer, der tidligt beskæftigede sig med
begrebet dominans. Han undersøgte begrebet hos
hundestejler og viste, at der i forbindelse med strid om
territorier opstod dominanskampe mellem hannerne. En
norsk dyrepsykolog viste, at der hos høns er en kamp om,
hvem der først skal til fodertruget, han kaldte den
rangorden, der etableredes for hakkeorden, fordi de
højest placerede i flokken hævdede deres rang ved at
hakke på de andre og svagere. Senere har man hos mange
andre socialt levende dyr iagttaget lignende adfærd.
Også ulveflokke er blevet undersøgt, og man har her talt
om Alfadyr, som man har kaldt de højest rangerende i
flokken.
Resultaterne fra alle disse undersøgelser har man taget
til sig i arbejdet med hunde og brugt i opdragelsen af
dyrene, men ofte er de videnskabelige undersøgelser
blevet brugt på en alt for ukritisk måde. Man kan nemlig
ikke uden videre regne med, at de regler, der gælder for
en dyreart, også gælder for andre arter. Det drejer sig
ganske vist i alle tilfælde om dyr, der lever i større
eller mindre flokke, men dels er der tale om mange
arter, der har hver deres form for adfærd, og dels er
flokkene meget forskelligt opbygget, og lever ikke under
samme forhold.
Ser vi på ulvene, som jo er de dyr, der kommer nærmest
til tamhunden, ser vi desuden det bemærkelsesværdige, at
der er forskel i dominansadfærden hos ulve, der lever
vildt og ulve, der lever i fangenskab. I en normal
vildtlevende ulveflok er der tale om en han og en hun og
deres afkom. I en sådan flok vil afkommet forlade
flokken inden de er tre år gamle, og det vil i høj grad
mindske mulighederne for at konflikter opstår. I den
situation vil forældrene ikke dominere men optræde som
vejledere. Hunnen vil passe hvalpene, og hannen vil gå
på jagt. Er der mad nok vil alle dele om byttet, og er
der trange tider, vil hvalpene få første ret til byttet.
Der er altså heller ikke strid om maden.
Hos en flok ulve i fangenskab vil det se lidt anderledes
ud. Her er der tale om flere dyr i forskellige aldre og
af forskelligt køn og ofte er det en sammenbragt flok.
Her kan der opstå stridigheder ikke mindst i forbindelse
med parringstider, hvor de ældre og højstrangerende
hanner bliver udfordret at yngre og stærke dyr.
Der er altså forskel på ulves dominansadfærd enten de
lever frit eller i fangenskab. Samtidig må man gøre sig
klart, at hunde ikke er ulve. I den lange periode, hvor
nogle ulve gradvist har vænnet sig til at leve i
nærheden af mennesker og senere langsomt er begyndt at
leve sammen med dem, er der sket en stor udvikling ikke
blot i udseende f.eks. med hensyn til pels, farve,
størrelse, rejste ører eller hængeører osv. Men i lige
så høj grad også en ændring i adfærd, så vi kan ikke
umiddelbart regne med, at de regler, der gælder for
ulve, enten de lever i frihed eller fangenskab, også
uden videre gælder for hunde.
Endelig må man gå ud fra, at de regler, der gælder for
adfærd er artsspecifikke, dvs. at de kun gælder indenfor
arten, altså at ”hunderegler” gælder for hunde og ikke
kan bruges i samlivet mellem hunde og mennesker. Det
betyder, at hunde ikke forsøger at optræde dominerende
overfor mennesker i den forstand, at de vil prøve at
tilkæmpe sig en højere position.
Lad mig understrege det, for det er vigtigt: Når en hund
ikke adlyder sin ejer, og f.eks. ikke kommer, når der
bliver kaldt, eller knurrer ved madskålen, hvis man
kommer i nærheden, eller rejser børster, hvis ejeren vil
have den til noget, den ikke vil, så er der ikke tale
om, at den forsøger at tilkæmpe sig en højere rang i den
hjemlige ”flok”, så er der i virkeligheden noget andet,
der er på spil.
Ofte er der tale om manglende lederskab, altså at ejeren
ikke fra begyndelsen har sat tilstrækkeligt faste regler
op for samværet, men i tilfælde, hvor hunden knurrer ad
sin ejer eller endda viser tænder, er det noget andet,
der kommer til udtryk. Her er det et tegn på, at hunden
er utryg overfor sin ejer og usikker på situationen.
Nogle eksempler kan belyse dette.
Jeg mødte en gammel hundebekendt og spurgte til hans
hanhund, som jeg tidligere havde set og beundret. Han
fortalte, at han ikke havde hunden mere. Den havde flere
gange optrådt truende overfor ham og pludselig uden
grund knurret og vist tænder. Overfor resten af familien
optrådte den altid venligt og omgængeligt. Han turde
ikke beholde den og forærede den til en ven, som hunden
straks accepterede, og her faldt den helt til føje og
viste aldrig tegn på aggressiv opførsel. Der var på det
tidspunkt, hvor vi mødtes, ikke tid til at bore i
spørgsmålet, så jeg fandt ikke frem til en forklaring,
men jeg er ret sikker på, at ejer nummer 1 har optrådt
overfor hunden på den måde, som var god latin før i
tiden, nemlig at man skulle sikre sig, at hunden var
klar over, at man var fører i flokken, og derfor har
domineret hunden gennem en række af de regler, man
tidligere fik foreskrevet, og det har gjort hunden
usikker og utryg. Nogle hunde reagerer så ved at blive
kuede og trykkede, men drejer det sig om en stærk og
selvsikker hund, kan man få den modsatte reaktion. Den
nye ejer har så måske forstået, at man skal undgå
konfrontationer og i stedet, hvis der opstår
situationer, hvor man føler en konflikt, skal man prøve
at aflede hunden.
I et andet tilfælde, jeg har fået fortalt, oplevede
ejeren, at hans hund optrådte på en måde, han selv
oplevede som om hunden trodsede ham. Engang havde han
besøg af en anden hundemand med påstået stor erfaring,
og da gæsten så en situation, som han opfattede som en
konflikt, udlagde han det som om hunden ville prøve at
dominere sin ejer, og nu skulle han vise ejeren, hvordan
man klarede en sådan sag, hvorefter han greb hunden og
prøvede at tvinge den ned på gulvet i en liggende
stilling. Det gik ikke godt, han blev alvorligt forbidt,
og hunden blev aflivet.
Hvad var det, der skete her? Var det en aggressiv hund,
som man nødvendigvis måtte aflive, eller var det en
situation, hvor en hund blev behandlet helt forkert og
blev provokeret så voldsomt af en fremmed person, at den
valgte at forsvare sig. For mig er der ingen tvivl om,
at hvis man i stedet havde prøvet at aflede hunden med
en godbid eller en bold eller lignende, var man slet
ikke havnet i den ulykke.
Der kunne fortælles rigtig mange andre historier i den
genre også langt mindre dramatiske, og oftest drejer det
sig om manglende lederskab. Jeg kendte en hundemand, der
havde en stor hanhund, som han levede godt med, men som
hele tiden satte sig op mod ham. Hvis han prøvede at
cykle en tur med hunden, så oplevede han, at efter få
100 m standsede hunden med et ryk og ville ikke med
mere. Om aftenen indtog hunden sofaen og ville ikke
flytte sig, hvis han prøvede at få den ned, påstod han,
at hundens øjne lyste grønt, og han lod den så blive i
sofaen. Når de gik tur, var det hunden, der bestemte,
hvornår de skulle gå, og hvornår de skulle standse og
snuse. Manden var i øvrigt glad for sin hund, og de
levede i bedste samdrægtighed. Han provokerede aldrig
hunden, og på den måde havde de det fint, men han kunne
måske have fået langt mere glæde af samværet, hvis han
havde udvist et fornuftigt lederskab.
Et eksempel på, at man kan komme længst med afledning og
dermed skabe fornuftigt lederskab, har jeg selv oplevet.
Vi havde i vores familie en hanhund, som kunne være ret
selvhævdende og provokerende overfor andre hanner. Hvis
jeg gik tur med ham i byen, og han så en hund på det
andet fortov, begyndte han at spille op. For at undgå
pinlige situationer, gav jeg ham inden vi kom hen til
den anden hund, et par kraftige ryk i halsbåndet. Jeg
kunne da opleve, at han reagerede mod mig og tog fat om
mit håndled ligesom for at fortælle, at det brød han sig
ikke om. Jeg opfattede ham aldrig som en hund, der
prøvede at sætte sig op imod mig, og sådan så jeg heller
ikke på denne situation, så vi tog ikke en magtkamp. Jeg
talte med min kone om det, og hun oplevede aldrig, når
hun gik tur med ham, at noget sådant skete, men hun
provokerede ham heller aldrig. I stedet afledte hun ham
på forskellige måder enten med en godbid, ved at snakke
med ham eller med en bold.
Det drejer sig også om at respektere hunden. Det
oplevede vi engang med en han vi fik tilbage som voksen.
Han havde problemer med sit ene øre, der dannede for
meget ørevoks. Vi prøvede da, hvad vi ofte havde prøvet
med andre hunde, nemlig at lægge ham ned, hvorefter jeg
holdt ham i ro mens min kone rensede øret op. Det gik
ikke med ham her. Han knurrede, og dermed fortalte han,
at den behandling ville han ikke finde sig i. Vi tog det
til efterretning, lod ham være og tog til en dyrlæge,
der bedøvede ham inden behandlingen. Han udviklede sig
til en dejlig hund, som vi aldrig fik problemer med,
selv om han var en robust og selvbevidst han.
Som en konklusion på ovenstående vil jeg fastslå, at
dominans i den forstand, vi kender det fra dyreflokke,
ikke finder sted mellem mennesker og deres hunde. Det,
som det i virkeligheden drejer sig om, er lederskab, at
der hersker nogle faste regler, som man konsekvent
sørger for at opretholde. Og hvordan gør man så det?
Det er i virkeligheden ganske enkelt. Når man får en ny
hvalp i huset, gør man sig klart, hvad den må og ikke
må, og det sørger man for at gennemføre med venlighed
men også konsekvens, idet man hele tiden må være klar
over, at det er en hvalp, man har med at gøre, og at man
ikke kan forlange det fuldkomne af en lille hvalp. Se i
den forbindelse artiklen
Ny hvalp her
på hjemmesiden.
Drejer det sig om en ældre hund, der allerede er kommet
til at fylde for meget, så den har tiltaget sig nogle
privilegier, den ikke burde have, er det straks sværere,
men det gælder dog det samme her: Faste regler,
venlighed og konsekvens. Det er imidlertid ikke altid
nok. Nogle får alligevel problemer, som de ikke selv kan
klare, så kan man søge hjælp f.eks. hos træningsledere i
hundeklubber, idet man skal være opmærksom på, at det
ikke er alle steder, man godtager nyere ideer. Man kan
jo også søge professionel hjælp hos hundespykologer
eller i adfærdscentre og endelig har Dansk Kennel Klub
en adfærdskonsulent, som kan hjælpe med råd og
vejledning.
ABR / Juni 2012 |