En hund efter spor

Artiklen herunder er fra 1998

 I rækken af brugsprøver i vor klub udgør SPH prøven noget særligt. Den er på en gang højst estimeret og dertil lidt upåagtet Ser man på prøveprogrammets liste over hundeførermærkepoints giver en bestået SPH prøve næsten det samme som en bestået BHP3. Det viser allerede, at det er en prøve af en høj sværhedsgrad. SPH konkurrencen har ikke så mange udøvere. Til gengæld er dens tilhængere trofaste og lægger stor ihærdighed i arbejdet.

En af disse udøvere er Henning Hansen, som har dyrket denne sport i mange år og med flere hunde. Hennings første hund var en tæve, der hed Dina. Hun havde ingen stambog og heller ikke mange andre kvaliteter at prale af, ud over at hun var en dejlig hund. Det viste sig imidlertid, at hun kunne lære at gå spor. Hendes oplæring var uden de store armbevægelser. Henning fik almindelig træning på hvalpeholdet og gik siden videre, studerede selv i “biblen” Manfred Müllers “Den effektive sporhund” og aflagde to SPH prøver med Dina begge med 99 point. Nu var det jo ærgerligt, at hun ikke havde en stamtavle og derfor ikke kunne deltage ved DM, og da hun efterhånden fik nogle fysiske skavanker blev hun pensioneret og blev familiehund hos sønnen.

Så blev der indkøbt en hund med stamtavle. Det var Xiras Eiko efter Tranehøjs Bonzon og Nørrehedens Xira. Han var en stor, kraftig hanhund, som viste sig lidt svær at styre i gruppe C, men i sporarbejdet var han nem og særdeles villig. Han gik sit første spor 8 uger gammel en vinterdag på en sneklædt mark. Manfred Müller foreskriver slæbespor til små hvalpe, men Henning startede med en godbid i hvert fodspor. Det første spor blev til mange, og Eiko kronede sin karriere med at blive DM vinder i 1991. Desværre fik han en knæskade og fik betændelse i benet. Han blev opereret flere gange, men benet blev dårligere og dårligere, og til sidst kunne han ikke støtte på det, og den sørgelige slutning blev, at Henning måtte skille sig af med Eiko, som kun blev 6 år gammel.
Det var et stort savn, som straks måtte erstattes. Til alt held havde Hennings gode ven og sportskammerat John Fuglsang en grå tævehvalp som han havde opdrættet sammen med sin svigerfader Hans Vestervang.Sådan begyndte Lundhøjs Kia 3½ måned gammel sin karriere som sporhund.Hun er efter Lyas v. Herzogtum Lauenburg og Agga v. Salamanca.


Dommeren Søren W. Schubert kommenterer Henning Hansen
og Kias præstationer ved sph/DM udtagelse I kreds 10 - Hjørring.
Det blev til en 1. plads og 98 point.

Arbejdet med Kia fulgte det kendte mønster. Først almindelige ligeud spor med en godbid i hvert fodspor. I begyndelsen korte spor i medvind. Senere længere spor med færre godbidder og stigende sværhedsgrad med hensyn til vind og terræn. Dog lagde Henning vægt på ikke at lægge spor i bar jord, før hunden var så sikker på at gå efter færten, at den ikke lod sig forlede til at bruge øjnene. Hvert spor afsluttedes med et lille måltid som en lille opmuntring. Igennem sin oplæring men også senere har Kia gået ca. to spor om ugen. Henning har lagt vægt på en konstant træning men heller ikke mere end to gange om ugen for ikke at svække interessen.

Under træningen fik Kia små udfordringer som at gå ved siden af et traktorspor, således at hun kunne tilrettevises, hvis hun lod sig friste til at gøre det nemme og følge furen. Hele tiden var Henning tæt bag ved hende og irettesatte hende, hvis hun lavede fejl, og rettelsen skal falde øjeblikkelig, mener Henning. Nogen form for tvang har Henning aldrig brugt, derimod positiv forstærkning gennem ros, når hunden har gjort sig fortjent til det og en opmuntring efter sporets afslutning. Tilrettevisningerne gives i form af et ryk i linen eller en skarp kommando.
Først når hunden er helt sikker og fast i sit søg sætter Henning ind med at indøve knæk. Det er i begyndelsen en bue, der afsluttes med en godbid. Senere gøres buen skarpere og bliver til et rigtigt knæk.


Kia på sporet.

Når sporet er ved at sidde godt fat, tager Henning fat på påvisning af genstande, som indøves for sig selv, og her træder Manfred Müller tydeligt frem i billedet. MM´s anvisninger ser sådan ud:
AFDÆKNING VED GENSTAND
Da spor nok er en af de øvelser, som mest kræver hundens aktive medvirken, må hundeføreren altid huske på,, at selv den artigste hund ikke har nogen “pligt”følelse og kun bliver ved så længe, det morer den.
Som følge heraf er enhver form for straf her ilde anvendt og virkningsløs. Det er kun vanen som til sidst får den veldresserede hund til at følge et spor, selv om den i grunden ikke er i humør dertil. Enhver hund er i besiddelse af et jagtinstinkt. Det er dette instinkt, hunden i første omgang bør benytte sig af under denne øvelsesoplæring.

Når hundeføreren skal fremme et instinkt, må dette kun ske gennem leg. Da angstfølelsen er stærkere end instinktet, vil usikkerhed og angst kvæle instinktet. Det er derfor væsentligt, at analysere hele sporsøgets forløb og vurdere, om der heri kan være ubehagelige faser for hunden.

Her kommer man til et af de største problemer nemlig markering ved genstand, da det ikke just fremmer jagtinstinktet at skulle “flade ud”, når hunden endelig har fundet den udlagte genstand til hundeføreren, og lægger hunden sig ikke af sig selv eller ved første dækkommmando, kan hundeførerens stemme nok blive højrøstet og meget vil være tabt.

Hundeføreren bør derfor prøve at gøre netop denne del af øvelsen til en leg for hunden.

Nedenfor er vist de enkelte faser for indlæring af afdækning ved genstand:

1. Hunden bindes til en pæl, hvorefter den opildnes til leg med bolden.

2. Samtidig med at hundeføreren opildner hunden, kommes bolden ned i en handske.

3. Handsken kastes eller placeres 3-4 m fremme alt efter hundens temperament.

4. Hunden opfordres i en legende tone til at finde bolden. De første gange hunden sendes frem, har hundeføreren den i halsbåndet. Når hunden kommer frem til handsken, tages den i forbenene og opfordres i en legende, rosende tone til at lægge sig ned.

5. Når hunden har lagt sig tages bolden ud af handsken (mens hundeføreren glad og forbavset finder bolden). Det må forlanges, at hunden bliver liggende, indtil den får en fri kommando. Derefter kastes bolden.

6. Er det en hund, som nødigt vil aflevere bolden, bør hundeføreren sætte sporlinen i halsbåndet og trække, samtidig med at han lokker hunden hen til sig.

7. Hundeføreren skal fra starten gøre hunden klart, at den ikke må røre handsken. Det skulle ikke trykke hunden, at den får et føj, såfremt den har rørt handsken da hundefører og hund umiddelbart efter begynder at lege med bolden.

Den fremgangsmåde skulle gerne medvirke til, at spor for hunden allerede fra starten bliver en morsom oplevelse, da den mest ubehagelige del af sporet er gjort til en leg, som hunden allerede har lært, og som resten af sporet kan bygges op omkring.”

Når påvisningen er indlært og sidder fast, lægger Henning tre korte spor med en handske for enden. Når hunden er nået frem til handsken får den en godbid, og derefter kastes bolden. Nu da denne del er gennemarbejdet er påvisningen jo faktisk koblet på, og derefter kan man så begynde at lægge genstande på det rigtige spor.

Henning understreger, at denne måde at bygge en hund op på er hans måde på det, og der er selvfølgelig andre måder, som måske passer bedre for andre hundefolk.

Kia har imidlertid vist, at denne måde har fungeret fint med hende. Hun har lavet mange fine prøver. Bl.a. har hun i år aflagt to udtagelsesprøver med 98 point og indtil nu aflagt 11 SPH prøver. Hun er i dag meget sikker i sit sporarbejde og arbejder med interesse og koncentration, men med hunde er intet sikkert. Det viste sig ved sidste års DM. Her dumpede parret, fordi Kia gik ud af en afledning, og det er noget, hun aldrig har gjort før. I det hele taget er det noget specielt at gå til DM i SPH. Man har kun denne ene disciplin at konkurrere i, og er uheldet ude, kan man hurtigt ryge ud. Således var der ved DM i Holstebro i 1996 et vanskeligt vejr. En voldsom styrtregn skyllede faktisk de fem sidste spor bort. Det resulterede i, at ingen af de fem hunde kom igennem, ærgerligt var det og nok ikke mindst for den ene af de uheldige, som kom helt fra Bornholm. På Djursland ved en udtagelseskonkurrence oplevede deltagerne, at der faldt en kraftig haglbyge kort efter at en del spor var lagt. Det gjorde det umuligt for hundene at følge færten, de første to måtte give op, men Kia holdt ud til det fjerde knæk, så måtte også hun stoppe.

Vejret har således meget at sige, men det værste er regn eller hagl. Frostvejr er ingen hindring og hård blæst generer ikke Kia, hun går selv i stærk sidevind med næsen lige i sporet. Henning har prøvet mens hun var ret ung at gå et spor i så stærk sidevind, at hundens bagkrop blæste ud til siden, men snuden blev i sporet.
Som man måske kan forstå overlader Henning ikke noget til tilfældighederne. Det giver sig blandt andet udslag i, at han nøje holder kontrol med og fører bog over, hvad hans hunde laver i arbejdet.Til samtlige spor Henning går, har han udfærdiget et skema, som omhyggeligt bliver udfyldt. Her beskrives vejret, jordbundsforholdene, tidspunkt og andre lignende ting. Sporet tegnes op med længde, knæk og genstandenes placering. Mens sporet gås har Henning en diktafon siddende i brystlommen og kommenterer undervejs sporets forløb. Bagefter nedskrives resultatet. Det hele gemmes i en mappe og er en oversigt over det udførte arbejde, men det er også en dokumentation for en stor viden, som er skabt netop gennem beskrivelsen af det, der er lavet. Når man skal skrive noget ned, tvinges man til at tænke nærmere over det. På andre måder har det også været nyttigt for Henning at have denne mappe stående. Under oplæringen af Kia syntes Henning på et tidspunkt, at det gik for trægt, og at hun ikke viste samme gode takter som Eiko, men da han slog op i mappen, viste det sig, at det var et spørgsmål om at huske rigtigt, for sedlerne viste, at også Eiko havde haft sine bølgedale ind imellem.

Kia er nu med sine 5 år en gennemarbejdet og veltrænet sporhund og med sine resultater ved udtagelseskonkurrencerne har hun vist, at hun er klar til dette års DM. Lad os så håbe, at vejret arter sig. Ikke for meget hagl eller styrtregn men lidt frost eller blæst er ikke så farligt.

ABR (1998)