Tilbage til ABR - Hjørnet
Artiklerne er beskyttet af ophavsret - © ABR
 

Betragtninger omkring HD

Hofteledsdysplasi er et gammelt emne i schæferhundekredse. Vi har talt om det i årevis og bekæmpet lidelsen i lige så mange år, og vi er stadig ikke færdige med det. Derfor er nye artikler eller undersøgelser også stadig sikre på opmærksomhed fra schæferhundefolk. For nylig har der været en lille artikel på videnskab.dk. Den er skrevet af Magnhild Jessen, der er førstekonsulent på Norges veterinærhøgskole og er baseret på en undersøgelse lavet af den norske forsker Randi I. Kronveit, der har skrevet og forsvaret en ph.d. afhandling om emnet.

Kronveit bygger på en undersøgelse af 500 hunde, som er i privateje. Det er hunde af følgende racer: New foundlænder, labrador retriever, leonberger og irsk ulvehund, og hun indleder med at slå fast, at HD er en genetisk betinget sygdom. Hvalpe er ikke født med sygdommen men kan udvikle den i forskellige sværhedsgrader. Hvor tidligt den sætter ind og hvor længe hunden kan leve med den afhænger af sygdommens sværhedsgrad. Undersøgelsen har gået ud på at undersøge, om der er forskellige faktorer i hundens opvækstmiljø, der har betydning for udviklingen af sygdommen. Til det brug blev der udsendt spørgeskemaer til hundeejerne og opdrætterne og, der blev fulgt op med undersøgelser hos dyrlæger.

New foundlænder, labrador retriever, leonberger og irsk ulvehund.

En af konklusionerne i undersøgelsen var, at hurtig vækst ikke disponerer for HD. Man har tidligere været af den opfattelse, at netop en tidlig, hurtig opvækst og høj kropsvægt var en risikofaktor. Undersøgelserne viste, at dette ikke er tilfældet. Tværtimod viste det sig, at den race, der voksede langsomst new foundlænderen havde den største forekomst af HD med en procent på 36, mens den hurtigst voksende race den irske ulvehund havde den laveste forekomst på kun 10 %.

Undersøgelsen viste også en tendens til, at hvalpe, der var født om foråret eller sommeren, havde en lavere risiko for at udvikle HD end hvalpe, der var født om vinteren. Den samme tendens kunne ses hos hvalpe, der var vokset op på en gård eller et mindre landbrug altså steder, hvor der var muligheder for at bevæge sig ret frit.

Når hvalpene havde forladt deres opdrættere og var flyttet til nye hjem, var det vigtigt, at de fik daglig motion i de første måneder. Der var en klar tendens til, at de hvalpe, der fik daglig motion f.eks. i et parkområde havde mindre risiko for at udvikle HD. Daglig motion i afvekslende terræn havde altså en positiv effekt mens daglig trafik på trapper havde den modsatte virkning og øgede risikoen.

Hundene blev fulgt med spørgeskemaer årligt i en tiårs periode, og det viste sig, at hunde med svær dysplasi blev aflivet tidligere end hunde med lettere. Det var især gældende for new foundlændere og leonbergere. For de to andre racer var det mindre udtalt. Her betød sværhedsgraden mindre for livslængden. Symptomer som halthed og smerter udvikledes tidligere, hvis der var tale om svær HD, det gjaldt især for new foundlændere, mens labradoren udviklede symptomer senest i livet.

En konklusion i undersøgelsen var klart, at god motion i afvekslende terræn havde en tydelig positiv effekt og var med til at give hundene et bedre liv end de hunde, der ikke fik tilstrækkelig motion.

Denne undersøgelse er altså lavet på grundlag af fire ret forskellige racer, og det virker ikke overraskende, at det netop er de to tunge racer, der har de største problemer både med forekomst af HD og tidlig udvikling af symptomer. Det kunne være interessant at vide, hvordan det ville have set ud, hvis den var lavet udelukkende på schæferhunde. Også her kan findes eksempler på individer der vokser hurtigt op og for eksempel en overgang kan virkede ganske langbenede, mens andre har en langsommere opvækst.

Med hensyn til færdsel på trapper, så er det jo noget, vi har altid hørt, man skal undgå, og her pegede undersøgelsen da også på en forhøjet risiko. Det kan måske undre, når man samtidig får at vide, at motion er godt, men det er måske den ensidige, kraftige belastning af bagbenene, der er problemet. En ting man også kan studse over er, at det skulle have en betydning, hvornår på året en hvalp er født. Måske kan det forklares med, at hundeejerne kunne være mindre tilbøjelige til at motionere deres hvalp i vinterperioden.

I undersøgelsen er der set på miljøets betydning for udviklingen af lidelsen, men man må huske på, at tilbøjeligheden til at udvikle sygdommen er arvelig. Hvalpe med sunde gener er ikke udsat for samme risiko, og derfor har foreninger og opdrættere gennem årene ved forskellige tiltag søgt at nedbringe forekomsten af HD ved at udelukke dyr, der kan mistænkes for at give for meget belastet afkom. Man kan så undre sig over, at vi efter mange års bekæmpelse ikke er kommet videre, og at forekomsten af HD stort set er på samme niveau, som da vi startede. Det kan der nok være forskellige grunde til. En af dem kunne være, at bedømmerne hele tiden har flyttet bedømmelsesgrundlaget, således at de gennem årene har fået flyttet grænserne i retning af strengere krav til godkendelse. I så tilfælde må der i virkeligheden være sket en forbedring, og så skulle vi kunne se en tendens til, at færre hunde blev aflivet på grund af problemer med hofterne. Det findes der desværre, så vidt jeg ved, ingen statistik over. En anden grund kunne være, at selv om bekæmpelsen af HD har en stor plads i opdrætternes bevidsthed, så er det dog ikke den egenskab, der for de fleste står øverst, når man skal vælge avlspartner. Det kan man forvisse sig om ved at studere avlskombinationer. Her viser det sig, at selv om en hanhund har et ringe indeks og bevisligt har givet meget HD, så bliver han alligevel brugt, hvis han har andre kvaliteter, der tæller mere. Men sådan må det jo også være, avl er altid et spørgsmål om udvælgelse og prioritering af egenskaber, og i schæferhundeavl indgår der mange faktorer såsom brugsegnethed, væsensegenskaber, forskellige bygningstræk o. m. a. Desuden må det ikke glemmes, at uheldige træk kan avles ud. Der er faktisk eksempler på, at en linje, der er startet med ringe status på området nogle generationer senere ved heldig eller målbevidst avl er kommet fri af problemet. Tilbage står, at hvis vi virkelig havde villet lægge alt i at nedbringe forekomsten af HD hos vore dyr, så kunne vi nok også have lykkedes med det i højere grad ved at give dette førsteprioritet.

For at dykke lidt ned i spørgsmålet har jeg kigget på tre hanner, som er ret nært beslægtede og alligevel avler forskelligt. Det drejer sig om tre sønner efter Quenn v. Löher Weg. Quenn er selv et interessant eksempel. Hans oldefar Hobby v. Gletschertopf havde ganske vist a: normal men begge hans forældre havde noch zugelassen, og Hobby har et indeks på 96. Det er ikke et godt indeks og et tegn på, at denne hund er en risikofaktor, når det gælder HD. Også selv om han dog ligger lige under 100 (I Tyskland er indekset vendt på hovedet i forhold til vores, og her gælder det altså om at have så lavt et indeks som muligt). Hobby selv var ikke nogen stor avlskanon, han havde en mådelig bevægelse og fik ingen udstillingskarriere, men han fik nogle parringer på sin type, og en af hans sønner Ursus v. Batu gik helt til tops, blev sieger, fik mange parringer og meget godt afkom.


Hobby, Ursus, Uran og Quenn

Ursus havde et forbedret indeks i forhold til faderen på 89, stadig i den ret høje ende, men selv om han avlede lidt spredt på området, var HD ikke noget problem efter ham. Ursus fik mange gode sønner, som havde fine karrierer og blev brugt i avlen, men den af dem, der fik størst betydning var nok en af de mindst iøjnefaldende nemlig Uran v. Moorbeck, en lidt ubetydelig han, der bortset fra en enkelt søn, slet ikke hævdede sig i avlen. Urans indeks ligger tæt på faderens med 88. Urans mest betydelige søn er Quenn v. Löher Weg, der selv har haft en flot udstillingskarriere og har vist sig at blive en meget betydelig avlshund absolut helt på højde med bedstefaderen måske endda bedre, idet han har både sønner og sønnesønner, der med betydelig succes indgår i avlen. Quenn, der ligesom faderen og bedstefaderen havde
a: normal, lagde ud med et indeks på 74, altså et meget fint indeks, der viser, at her er en hund, der kan være forbedrer på området. Quenn fik rigtig mange parringer, og han fortsatte som avlshund langt op i årene. Dette vil naturligt nok betyde, at det vil være svært at holde indekset på det oprindeligt lave niveau, og det er da også efterhånden steget til 80, hvilket dog stadig de mange parringer taget i betragtning må siges at være godt.

Endnu en tysk hund indgår i denne lille opstilling. Det er Esko v. Dänischen Hof.


Esko v. Dänischen Hof

Også han er en særdeles succesrig avlshan med høje udstillingsplaceringer og rigtig meget afkom. Han er en hund, der har gjort sig kendt som en markant forbedrer af HD, man kan næsten sige, at hvis han optræder i en stamtavle, er der en vis sikkerhed for gode hofter. Det ses også af, at han har formået at beholde sit indeks endnu lavere ned Quenns nemlig på 77.

Efter denne lille omvej kan vi vende tilbage til de tre Quennsønner, der er nævnt i begyndelsen. Det er en dansk; Vennebjergs Xon og to tyske; Markus v. Status Quo og Godalis Tino. De har som sagt samme far nemlig Quenn v. Löher Weg, og for de to førstes vedkommende er mødrene halvsøstre, idet de er døtre af Esko v. Dänischen Hof. Her er altså to hunde, hvis stamtavler for 3/4 er identiske, og som indeholder hunde, der har vist positiv nedarvning på området (Quenn, Esko). Den tredje har en anden moderlinje. En undersøgelse af de tre hanners afkom viser en forskel i resultater. Undersøgelsen bygger på de hvalpekuld, der er registreret i Danmark. Der er selvfølgelig ikke tale om de store tal, som tyske hunde kan bygge deres resultater på, men der er dog nok til at vise en klar tendens.


Vennebjergs Xon

Først Vennebjergs Xon. Der er registreret 89 hvalpe. Heraf er de 22 fotograferet og med en tydelig tendens, der viser, at her er en markant nedarver af gode hofter. Af de 22 fotograferede er der 17 med A, 4 med B og 1 med C. Et meget tydeligt og overbevisende resultat, der da også resulterer i et flot indeks på 142.

Markus v. Status Quo er den, der har flest registrerede, i alt 134 hvalpe, hvoraf 31 er fotograferede.


Markus v. Status Quo

De fordeler sig således: 18 med A, 8 med B, 0 med C, 4 med D og 1 med E. Altså også her et godt resultat med en markant overvægt af godkendte hunde om end ikke helt så flot som Xons. Hans indeks her i landet er på 112. Det tyske indeks startede meget flot på 74, og det har han stort set formået at holde, idet han nu er på 75.


Godalis Tino

Godalis Tino er den højst placerede af de tre, men den der har færrest registreret her i landet nemlig blot 37 hvalpe. Det skyldes sikkert, at han i modsætning til de to andre hele tiden har stået i Tyskland, hvor Xon hele tiden har stået her, og Markus efter at have avlet ganske meget i Tyskland i en periode kom til Danmark. Tinos kan fremvise 37 registrerede hvalpe, heraf er 16 fotograferede med resultatet: 5 med A, 3 med B, 6 med C og 2 med D. Her ligger det noget tungere, og hans indeks i Danmark er da også på 99 altså klart i den dårlige ende, man må dog lige bemærke, at han er den med det laveste antal fotograferede og hermed bliver statistikken også lidt mere usikker. Der er dog ingen tvivl om, at han ikke når op til halvbrødrene. Det viser tallene fra Tyskland også. Her startede han med et meget flot indeks på 66, men det var jo et prognoseindeks blot beregnet på hans afstamning. Da afkommet blev fotograferet steg hans indeks og er nu endt på 79, altså meget tæt på faderens indeks, men hertil er at sige, at Quenns tal hviler på et langt større talmateriale og derfor er mere sikkert. Samtidig har man i Tyskland muligheden for at undlade at sende billederne ind, hvis de ser for ringe ud. Den mulighed findes jo ikke mere i Danmark efter den nye ordning, hvor man først bestiller tid hos dyrlægen inden fotografering og derefter rekvirerer skema, der under alle omstændigheder skal sendes ind. Når man ser bort fra, at det jo stadig er muligt at forfotografere og foretage en vis sortering, er der dog ingen tvivl om, at vi med den ordning får et tydeligere billede af de faktiske forhold end tidligere.

Konklusionen på ovenstående peger i retningen af, at det kan nytte at læse stamtavler og se på indeks, selv om disse også skal læses med omtanke. Der er jo for eksempel forskel på et prognoseindeks og et, der bygger på et stort antal afkom. Har man det som en høj prioritet i sin avl at nedbringe risikoen for HD, vil der være visse hunde, man gerne ser i en stamtavle og andre, man skal undgå.

Nu har vi jo fået nye stambogsføringsregler, der også berører denne artikels emne, og det har i høj grad sat sindene i kog, idet det nu er blevet tilladt undtagelsesvis at avle på hunde med endog svær dysplasi. Dertil er der at sige, at det sikkert kun vil finde sted i meget begrænset omfang, og at det stadig er muligt for ansvarsbevidste opdrættere at avle efter sunde principper og ovenstående viser, hvilke retningslinjer det her kan betale sig at følge. Så er det blot op til klubberne at drive en udstrakt forbrugeroplysning, så nye hundeejere får mulighed for at vide, hvad det er vigtigt at spørge om, når de skal på jagt efter en lille hvalp.

ABR / Juni 2012

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 

 

   

 
 
© 2001-2018 schaeferhunden.dk all rights reserved | index | top af siden