I over 40 år har
schæferhundeopdrættere arbejdet med bekæmpelse af
hofteledsdysplasi (HD). Det begyndte i det små, men
satte allerede tidligt sindene i bevægelse, og uenighed
om vigtigheden af at påbegynde en bekæmpelse med
indførelse af restriktioner førte i starten til en
splittelse af Dansk Schæferhundeklub i to fraktioner,
som først efter adskillige år blev samlet, så de to
afdelinger blev forenet i Schæferhundeklubben for
Danmark.
HD - fotograferingen, der tog sin begyndelse først i
60érne blev dog hele tiden fortsat og med tiden blev det
et stærkere og stærkere forlangende, at et af kravene
til et avlsdyr var godkendte hofter. Med tiden blev det
til et påbud og bygget ind i avlskåringsreglerne.
Så vidt så godt. I dag anvendes kun godkendte dyr, som
skal være efter godkendte forældre, og i praksis betyder
det, at alle avlsdyr har godkendte forfædre mange led
tilbage.
Når vi nu efter alle disse års arbejde ser på
materialet, skulle vi kunne forvente en klar forbedring
i HD - frekvensen. Her bliver vi imidlertid skuffede.
Der er ikke sket en tydelig forbedring. De mange års
indsat og de mange penge, der er brugt, har ikke givet
den ønskede forbedring.
"Det er jo nedslående, og hvad er så grunden?"
Der er
måske flere grunde, men to falder i øjnene. Den første
er, at bedømmelses-grundlaget er rykket med årene. Indtil
1990 bedømtes alle billeder af dyrlæge Bent Riis, som
imidlertid døde i 1990. Bedømmelserne overgik nu til et
udvalg beståen-de af tre bedømmere. Herefter skete en
opstramning, hvilket blandt andet kunne aflæses i et
drastisk fald i hunde tildelt A. Gradvist foregik der
over årene en stramning, ifølge DKK’s direktør Vibeke
Knudsen et resultat af den faglige viden, der
indhøstedes på internationale seminarer. Heroverfor står
en udtalelse af prof. Brass, på hvis klinik i Hannover
alle tyske schæferhunde siden 1965 er blevet bedømt.
Prof. Brass udtaler til SV - Zeitung, at grundlaget for
hans bedømmelser er uændret gennem årene. Det har skabt
nogen forvirring og usikkerhed hos danske
schæferhundeopdrættere, at der kan være så forskellige
holdninger til måden at bedømme på, ikke mindst, fordi
de kan se, at frekvensen forbedrer sig i Tyskland, mens
vi ikke har fremgang. For eksempel kan man se en klar
stigning i antallet af A hunde (normal) i Tyskland, mens
det samme ikke er tilfældet her, hvor procentdelen af A-hunde ligger et godt stykke under tallet i Tyskland.
En anden grund til at fremgangen ikke kommer så let og
hurtigt som ønsket er, at det drejer sig om avl af
racehunde, hvor man jo må tage hensyn til ikke blot en
egenskab men mange forskellige. Hvis man kunne
koncentrere sig om blot at avle rene hofter, ville det
sikkert ikke tage mange generationer at nå dette mål,
men her skal vi også se til mental sundhed,
brugsegenskaber og en lang række eksteriøre detaljer. At
der også kan være en vis risiko ved kun at samle sig om
en egenskab, viser et eksempel fra kvægavlen. Herhjemme
har vi haft en tyr, der var ganske dominant i at nedarve
forbedret mælkeydelse til sine døtre. Han blev derfor
brugt til en meget stor del af kvægbestanden og gav
virkelig den ønskede forbedring, men samtidig viste det
sig, at han også gav et stridigt og irritabelt
temperament, som gjorde at køerne efter ham var
vanskelige at malke. Det understreger at en opdrætter
ikke kan nøjes med kun at se på hofter, men må tage flere
elementer i betragtning. Dertil kommer, at man, hvis man
bortvælger avlsdyr med en bestemt skavank, uvægerlig
kommer til at kassere dyr, som har værdifulde
egenskaber. I en anden race havde man en ung han med
fremragende arbejdsegenskaber. Han viste sig imidlertid
at have ret svær dysplasi og blev udelukket af avlen,
men forinden var han blevet fader til enkelte hvalpe, og
man kunne siden spore hans gode egenskaber i 5 - 6
generationer efter. Der indgår altså mange elementer i
en op-drætters overvejelser ved avlspartnervalg, noget
der gør, at det ikke er helt enkelt blot at følge
dyrlægers anbefaling, og udelukkende avle på de bedste
hofter.
For opdrætterne var det yderligere forvirrende, at det
viste sig, at det ikke var en tilstrækkelig sikkerhed
blot at avle på dyr med A - hofter. Det viste sig ikke
helt sjældent, at sådanne dyr kunne give ganske meget dysplasi. Man kunne altså ikke bare forlade sig på
individets status, også den nærmeste familie spillede en
rolle. Med den erkendelse opstod efterhånden en
interesse for indeks - tanken. Altså et system der med
et tal angav et individs nedarvningsformåen på området.
I det tal indgik så mange forfædre som muligt.
I begyndelsen gik det trægt. Den første, der gjorde en
indsats på området var professor ved Landbohøjskolen
Erik Andresen, der udarbejdede den første indekstabel
for schæferhunde. Den byggede på et talmateriale, der i
hvert fald for nogle af hundenes vedkommende var meget
lille. Derfor kunne man ret snart sætte spørgsmålstegn
ved nogle hundes placering på listen.
Systemet blev præsenteret for Schæferhundeklubbens
avlsråd, som ikke umiddelbart følte sig fristet til at
gå ind og anvende det. Man følte ikke at sikker-heden var
tilstrækkelig overbevisende. Her stod situationen i
nogle år indtil Dansk Kennel Klub fik udarbejdet et
system for hele klubben. I mellemtiden havde den tyske
schæferhundeklub Verein für Deutsche Schäferhunde
startet en indeks-ordning, der sagde at for at for at få
et hvalpekuld registreret, skulle kuldet kunne leve op
til foreningens krav, og det var at summen af
forældrenes indeks divideret med 2, skulle være under
100. I Tyskland er indekstallet vendt på hovedet i
forhold til vores, hvor tal over 100 angiver en
forbedring i forhold til racens gennemsnit.
Eksempelvis
de 3 højest placerede danske hanner på HAS 2003:
Paka
Chiwas med 127
auløkkes Senso med 115
Kiamis Ikon
med 134
altså alle et positivt indeks.
Til
sammenligning er de 3 første fra det tyske hovedavlsskue
2003:
Bax v.d. Luisenstrasse med 80
Larus v. Batu med 102
Hill v. Farbenspiel med 85
Her har Bax og Hill altså et
positivt indeks, mens Larus ligger på den forkerte side
af gennemsnittet.
Dansk Kennel Klub lagde nu op til, at
Schæferhundeklubben på frivillig basis skulle følge de
tyske regler. Der var i begyndelsen lidt tovtrækkeri,
men efter en kort periode blev det helt naturlig
praksis. Her hjalp det selvfølgelig godt til, at det var
sådan det foregik i Tyskland, og at der meget hurtigt
kom en vældig interesse for de forskellige individers
indeks.
Indekstanken bygger på, at jo mere man ved om et
individs slægtninge, jo større sikkerhed har man ved
vurderingen at dets avlsværdi.
Man går ud fra racens gennemsnit, som sættes til 100.
Hvis en hund får et indeks - tal over 100 vil den kunne
forbedre racens gennemsnit, mens en med et tal under 100
vil trække ned. Gennemsnitstallet vil hele tiden ændre
sig. Det sker nemlig hver gang en ny hund indføres i
systemet.
En hund får et indeks, når den er blevet
røntgenfotograferet. Hvis begge dens forældre er
fotograferet, har den faktisk et indeks, inden den selv
er blevet fotograferet. Det er et prognose - indeks, som
selvfølgelig er ret usikkert. Det kan ændre sig, når det
selv bliver fotograferet, eller hvis det får afkom, der
indgår i statistikken.
Når en hunds indeks udregnes, ligger følgende til grund.
Alle forfædre i lige linie, altså forældre,
bedsteforældre, oldeforældre osv., hunden selv, dens
afkom, desuden hel- eller halvsøskende. De sidste får
indirekte betydning, da de bliver indregnet i
forældrenes indeks. Hver del tillægges ikke lige stor
vægt. For eksem-pel har afkom større betydning end
forfædrene. Det er jo også selvfølgeligt, da det siger
noget om hundens nedarvningsformåen.
En hunds indeks udregnes ved at man først fastlægger
racens gennemsnit. Det udregnes på grundlag af de sidste
10 års HD - resultater. Man har valgt 10 år for at få et
gennemsnit af de aktuelle avlsdyr. Dernæst udregner man
den enkelte hunds gennemsnit på grundlag af dens egen
status, dens forfædre og dens afkom. Det sættes i
forhold til racens gennemsnit, og man har så hundens
indeks.
En races indeks kan ligge forskellige steder på skalaen.
Derfor kan man opleve, at en hund, der har fået B, har et
lavere indeks, end en kuldbror, der ikke er
fotograferet. Det skyldes, at racens gennemsnit ligger i
A - området. Hvis en hund så får B trækker denne status
den ned, og den vil få et lavere indeks end de kuld-søskende,
der ikke er undersøgt!
I forbindelse med det danske indeks opgives også et
sikkerhedstal. Det er af betydning for sikkerhedstallet,
at så mange familiemedlemmer som muligt indgår, og her
tæller især afkommet. Tallet ligger mellem 0 og 1, og jo
højere tallet er, jo større er sikkerheden. En sikkerhed
på 0,324 er en lav sikkerhed, men når den op på 0,7 og
derover, har man en betydelig sikkerhed.
Det er som sagt især afkommet, der har betydning for
sikkerhedstallet, og jo mere afkom, der er undersøgt,
desto større sikkerhed. Forældre, søskende og
halv-søskende spiller også ind her, men især hvis der kun
er lidt afkom undersøgt. Jo mere afkom der er undersøgt,
desto mindre rolle spiller den øvrige familie.
Det har ikke betydning for sikkerhedstallet, hvor stor
en del af en hunds samlede afkom, der er undersøgt. Hvis
en han har 25 stykker afkom undersøgt, er det
ligegyldigt for sikkerhedstallet om han har 30 eller
100, som ikke er undersøgt. Det er kun det undersøgte
afkom, der tæller, men på DKK’s angivelse af en hunds
indeks er desuden angivet et procent tal, for det
undersøgte afkom.
Sådan er indekssystemet skruet sammen, og ved starten,
da klubben først havde overvundet sin skepsis og taget
det til sig, blev det betragtet med betydelig opti-misme.
Her måtte vi have et instrument, der kunne bringe os
fremgang på HD - området. Inden for andre grene af
dyreavlen var indeks blevet brugt med held, så hvorfor
ikke også her? Desuden gav det også mulighed for et mere
nuanceret syn på, at kunne bruge dyr med mindre gode
anlæg på HD - området, men som sam-tidig var værdifulde
på andre områder. Havde man for eksempel en hund, der på
mange måder var et fremragende individ men med et lidt
svagt indeks, kunne man søge at bevare de gode
egenskaber, ved at parre det med et dyr med et fint
indeks. Det ville rent teknisk være i orden, hvis
afkommets indeks lå over 100.
Der blev i høj grad studeret indekstal i den følgende
tid. Interessen var stor hos opdrætterne både her og i
Tyskland, det blev medbestemmende ved mange parringer,
og det har ganske givet været med til at forstærke
interessen for avlsdyrenes avlsformåen på feltet. Nogle
hanhundeejere forhørte sig om tæver-nes indeks, når der
blev bestilt parring, og i et enkelt tilfælde frabad en
ejer, af en ret berømt han med et fint indeks, sig efter
sigende at få besøg af tæver med et dårligt indeks. Han
ville ikke have afkom, der kunne risikere at trække ned
på hans hanhunds gode status. Det var i den første tid.
Med tiden blev stemningen mere afslappet, og pendulet er
nok svinget tilbage i et leje tæt ved det oprindelige,
men interessen for indekstallene er der stadig, ligesom
opdrætterne tilstræber at leve op til kravet om ligge på
den rigtige side af 100 med afkommets indeks.
Vi har nu brugt systemet nogle få år, og det er for
tidligt at kunne forvente iøjne-faldende resultater, men
selvfølgelig går diskussionen hen ad vejen. Har det
hjulpet? Er vi på rette vej? Er vi blevet skuffede,
eller har vi endog fået ubehagelige overraskelser? Der
er mange spørgsmål, og der er også flere svar.
For det første må man jo gøre sig klart, at HD ikke er
et nemt problem at arbejde med. Dels er nedarvningen
polygenetisk, altså afhængig af flere gener, dels er
forekomsten også miljøbetinget, og endelig er det af
betydning, hvor stor vægt opdrætterne ligger på det.
For det andet kan det at nogle bliver skuffede have sin
årsag i, at vi ofte ikke bruger indeks - tallene
grundigt nok, dvs måske glemmer at se på sikkerheden.
Opdræt-terne går jo ofte efter unge hanner, og her kan
sikkerheden ikke være stor, og deres tal kan af og til
give slemme overraskelser. Et sådant eksempel er Pascha
v.d. Jahnhöhe, der lagde ud med et tysk indeks i
70’erne, og da hans afkom kom frem røg han et godt
stykke over 100. I øjeblikket (ifg. SV - genetics 2003)
ligger han på 105. Han har ligesom sin broder Pan normal
i hofterne, men Pan ligger med et indeks på 86.
Forskellen kan skyldes, at Pascha har haft langt mere
afkom og derfor flere undersøgte børn. For de
opdrættere der søgte til Pascha, for at få forbedret
hofterne, har han været en ubehagelig overraskelse. Han
er et af de slemme eksempler, men han er langtfra det
eneste eksempel på en ung han, der er startet med et
godt index, for så senere når afkom er dukket frem, at
havne på et noget ringere. Han er en sønnesøn af Ulk v. Arlett,
som selv er en hund, der står lidt svagt på
området. I øjeblikket ligger han på 100, og en del af
hans sønner har eller har haft et tysk indeks over 100.
I nogle tilfælde har dette så bevæget sig den rigtige
vej, måske netop fordi opdrætterne har taget hensyn til
området og tilført tæver med et godt indeks. Sådan er
det gået for Ulksønnen Rikkor v. Bad - Boll, som lagde
ud med et indeks på 112, men gradvist bevægede sig nedad
til 102, hvor han står i øjeblikket. Da Rikkor blev
Sieger påpegede dommeren Peter Messler netop dette og
udtalte, at man skulle udnytte hundens store fordele, men
være opmærksom på hans indeks, og tilføre ham tæver med
et godt indeks. Som et eksempel på, at dette har ført i
den rigtige retning er sønnen VA Kevin v. Murrtal, som har et indeks på 86.
Kevin er et eksempel på fremgang i en slægt, hvor det
ellers i flere tilfælde kan ligge lidt tungt. Et andet
eksempel på at HD kan følge en slægt i generationer
starter ved Dingo v. Haus Gero, som var Sieger i 1983.
Han var en væsensstærk og meget velgående han, som gav
særdeles meget HD, noget der nok var med til at stoppe
linien. Han ligger selv med et indeks på 112. Hans søn
Natan v. Hüls-bachtal på 116, fik en meget smuk og velavlende datter Frenzi v.d. Steinhäger-quelle med et
indeks på 107. Selv om hun er en lille forbedring i
forhold til fader og bedstefader, har hun alligevel giver
en del HD. En af hendes sønner Zello v.d.
Steinhägerquelle har bragt problemet videre. Også han,
der er en meget velbygget og velgående hund, har givet
en del HD. Hans indeks er på 101. Han har en smuk søn
Cello v. Alfavik der blev V 4 i 2003. Hans indeks er på
102. Her er det altså ikke lykkedes at komme på den
rigtige side af 100.
Anderledes er det gået i en anden familie med
udgangspunkt i Zamb v.d. Wien-erau der, selv om hans
egen status er normal, har givet en del dysplasi. Zambs
indeks er nu på 104. Hans søn Chicko v.d. Lohner Heides
er på 89. Med sønne-sønnen Wobo v. Lärchenhain går det
igen den forkerte vej til 101. Næste led er Jango v.
Fürstenberg med 87, og derefter sker der en virkelig
forbedring til Esko v. Dänischen Hof, der har et indeks
på 70. Esko har lige fra sin ungdom ligget så stærkt, og
har nu med sin høje alder også en stor sikkerhed og kan
blandt sit afkom tælle en søn med et endnu flottere
indeks nemlig Henry v.d. Dunieschenke, der kan fremvise et
indeks på 66. At hans gode indeks også er et udtryk for
en stærk avlsformåen på dette område ses af det faktum,
at Henry på BSZS i 2003 stillede en afkomsgruppe, hvor
samtlige dyr havde normale hofter.
Ovenstående giver måske en forståelse af, at det ved
brug af indeks ikke altid er nok blot at forlade sig på
nogle tal. Hvis man vil forbedre HD - status, er det
nyttigt at skæve både til siden og bagud i slægten.
Man kan ikke blot bruge tallene ukritisk Det viser et
tilfælde, hvor en han havde et tysk indeks på 112. Samme
han havde på samme tid et indeks i Danmark på 112, og da
de to systemer vender modsat i forhold til hinanden,
kunne det nemt give anledning til panderynken. Hvordan
kan sådan noget gå til? Duer systemet overhovedet? Ja
her må man se på sikkerheden. I det foreliggende
tilfælde havde hunden meget afkom i Tyskland og kun
ganske lidt i Danmark. Det tyske tal har derfor haft en
stor sikkerhed, mens det danske har haft en lille. Det
er altså ganske vigtigt at se på sikkerheden. I den
forbindelse skal nævnes, at i Tyskland opgives ikke
sikkerhedstal, så den bedste sikkerhed man har ved at
parre med en tysk han er at vælge en, der har haft mange
parringer, og som derfor må formodes, at have en del
afkom undersøgt.
Nu står vi så med et instrument i hånden, DKK sørger for
den konstante opdate-ring, og har lagt alle oplysninger ud
på klubbens hjemmeside, hvor man blot ved at indtaste en
hunds stambogsnummer kan få oplysning om dens indeks. På
sam-me måde kan man på Verein für Deutsche Schäferhundes
hjemmeside (www.schaeferhunde.de) få oplysninger om de
tyske hundes indeks. Vi har altså alle muligheder for
nemt og hurtigt at skaffe oplysninger.
Hvordan kan man så bruge det? Ja hvis man vil sikre sig
en forbedring, må man udsøge sig de hunde, der har et
indeks med en stor sikkerhed altså dyr med meget afkom.
Heri ligger den bedste forsikring. Går man til unge dyr,
hvor sikker-heden er mindre, kan man se bagud i
stamtavlerne i et forsøg på at vurdere, hvor meget man
kan stole på et godt indeks.
Om brugen af indeks kan bringe os fremgang, kan vi knapt
sige endnu. Systemet har kun været i brug i få år, men
dels har HD ikke en enkel nedarvning, og dels har en
schæferhundeopdrætter mange egenskaber at tage hensyn
til, så vi skal muligvis ikke forvente os iøjnefaldende
forbedringer.
ABR / Nov. 2003 |