En meget væsentlig kommentar til
beskrivelse af vores klubs tilstand er fremsat af DKK’s
formand Jørgen Hindse Madsen i HAS – kataloget fra 2006.
Her har han givet et lille historisk rids og påpeget,
hvordan det er gået tilbage gennem årene, så vi fra at
være en forening med en race, hvor der stambogførtes
over 7000 hunde, nu er kommet ned på et
stambogsføringstal på godt 2000. Det er værd at lægge
mærke til, at det ikke er interessen for at holde hund,
der er gået tilbage. Der stambogsføres nemlig lige så
mange hunde i DKK som før. Det er blot nogle andre
hunde.
Der
kan selvfølgelig føres mange diskussioner om, det nu er
godt eller skidt afhængig af, hvilket syn man har på
racen, men set fra et almindeligt foreningssynspunkt og
ud fra et ønske om racens trivsel, må det siges at være
endog temmelig skidt.
Jamen står det da galt til? Har klubben det ikke godt
nok, og er der ikke gang i foreningslivet? Jo, hvis man
spørger i ledelsen, går det godt.
Læser man årsberetningerne fra repræsentantskabsmøderne,
er der ingen grund til bekymring, men hvis man går ud i
kredsene, tegner der sig et andet billede. Jeg skal her
indskyde, at jeg har de fleste indtryk fra min egen
landsdel, men jeg tror, at problemerne her har generel
karakter og mange gange kan genfindes ud over landet.
Mit indtryk er, at det ikke går godt rundt om i
kredsene, med enkelte undtagelser, hvor en eller nogle
personers fine indsats får en kreds til at blomstre, så
er kredsene præget af nedgang og faldende aktivitet.
Selv i store byer med mange hunde er der få hunde på
træningspladsen og lav aktivitet. Går man så ud til
andre dressurklubber som PH og DcH og ser på deres
deltagere, opdager man, at her træner der mange
schæferhunde, nogle gange går der flere her end i
Schæferhundeklubben. Det er da tankevækkende og burde
føre til en reaktion fra oven.
Hvorfor er det nu sådan? Jeg tror, det er fordi, vi har
en klub, der har alt for stor fokus på eliten, og det
gælder begge former for vigtig aktivitet i klubben altså
både udstilling og dressurkonkurrence. Da jeg i sin tid
anskaffede mig min første schæferhund, kunne klubben
ikke tilbyde træning, og på et tidspunkt kom vi til DcH,
hvor min kone begyndte at træne. Efter en 3 måneders tid
kom træningslederen og sagde til hende: Kunne du ikke
tænke dig at komme med til en konkurrence i
Frederikshavn næste søndag. Det blev indledningen til en
periode, hvor et lille hold fra pladsen tog ud til
konkurrencer rundt omkring i landsdelen, havde det
rigtig sjovt og oplevede fællesskabet omkring en
interesse. Det var noget, der bandt folk til foreningen.
Vi oplevede her, at folk kom til foreningen for at lære
deres hund almindelig lydighed. Så blev de grebet af
kammeratskabet her, og de oplevelser de fik, og når
lydighedskurset var overstået, var de klar til at blive
i klubben og arbejde videre.

Oplever vi det samme i Schæferhundeklubben? Vist ikke.
Her er det på sin plads at fortælle historien om Knud.
Knud kom til en kreds i Schæferhundeklubben for at få
lidt pli banket ind i sin hund. Han startede på et
hvalpehold og gik her i 3 mdr. og var udmærket tilfreds.
Så fortsatte holdet til en videregående træning, og i
løbet af meget kort tid var holdet smuldret ind til
nogle ganske få. En af dem, der forsvandt, var Knud. Det
viste sig imidlertid, at han ikke var færdig med at
træne hund, og senere dukkede han op i en PH afdeling.
Her trænede han i en periode og gik derefter op til en
lille uofficiel konkurrence. Efter
præmieoverrækkelsen
tog Knud ordet og takkede for en god tid og sluttede med
at sige: I skal især have tak for, at I har fået mig til
at føle, at jeg ikke er helt tumbet.
Noget i denne beretning kunne tyde på, at vi griber det
forkert an. Jeg mener, at klubben som ansvarlig
specialklub under DKK har et ansvar overfor racen. Det
betyder selvfølgelig, at klubben gennem fornuftigt
avlsarbejde skal sørge for, at vi fremavler de rigtige
schæferhunde, men det betyder også, at klubben har et
ansvar overfor de
mennesker,
der anskaffer sig en hvalp. Vi har et flot opbygget
system med kredse
ud over landet, hvor der ideelt skulle være en række mennesker, der på
forskellig måde kunne hjælpe og vejlede
schæferhundeejere. Det er jo en broget flok, der her
melder sig, og med meget forskellige behov. De kan groft
sagt deles i tre grupper. Der kommer nogle, der bare
gerne vil lære deres hund lidt lydighed og god opførsel.
Der er andre, der godt vil træne på et noget højere
niveau og nok også gerne vil deltage i konkurrencer, men
de har hverken evner eller tid til at deltage på højt
niveau. De vil blot deltage i et klubliv, hvor man uden
at være på eliteplan kan opleve gode udfordringer og
hyggelige konkurrencer med godt kammeratskab. Til slut
er der så specialisterne. De virkelig dygtige, der
træner målbevidst og er indstillet at bruge en meget
stor del af deres fritid på sporten.
Det er tre grupper, der alle har krav på opmærksomhed,
og som alle har betydning for klubben, for skal vi have
en god og velfungerende klub, er det ikke nok, at vi har
en top. Toppen skal have et fundament, og det skal helst
være bredt. Det er i det lange løb en vigtig
forudsætning for at toppen kan trives. Derfor bør
klubbens ansvarlige være mindst lige så opmærksomme på
første og anden gruppe som på den tredje, og det er man
efter min mening ikke. Det er for eksempel betegnende,
at de eneste officielle konkurrencer, vi har i
klubben,
er DM i BHP 3 og SPH/DM samt udtagelser til disse. Vi
har ganske vist noget, der hedder Danmarks bedste Beg. B
og Danmarks bedste BHP 1, men det er noget, der er
blevet til på kredsplan og får ikke særlig opmærksomhed
fra oven. At vi i høj grad også kunne bruge endnu nogle
tiltag som for eksempel lokale konkurrencer, er jeg ikke
i tvivl om, og vi har allerede strukturen til det. Den
er blevet lavet i tidligere tider, da klubben måske ikke
var så specialiseret, som den er blevet. Jeg tænker her
på B, AB og ABC – prøverne og også på de nærmest afdøde
SL - prøver. Tilsammen danner de et tilbud, som kunne
give muligheder for et langt mere blomstrende klubliv,
end det vi kender, men det kommer ikke af sig selv. Det
skal ophjælpes. Enkelte kredse eller områder prøver fra
tid til anden med spredte tiltag, men de løber desværre
ud i sandet efter nogen tid. Skal det lykkes af få noget
til at gro her, kræver det en målbevidst og
længerevarende indsats, som skal inspireres ovenfra.
Jeg har talt med medlemmer af brugshunderådet både
nuværende og forhenværende og spurgt, om de ville gøre
noget for større aktivitet på lavere niveau end BHP 3 og
fået klart svar. Det var man ikke interesseret i. Jeg
tror, det er en forkert indstilling. Jeg tror, det er
nødvendigt, at både HB og BHR retter deres opmærksomhed
mod fundamentet og også at man fremover sørger for at
indvælge folk i disse organer, som har en interesse i at
gøre noget på disse områder. Hvis man ikke ser skriften
på væggen, er jeg bange for, at racen og klubben
fortsætter sin nedgang.
ABR / Jan 2007 |