En kommentar til Schæferhundeklubben for Danmarks situation januar 2007

En meget væsentlig kommentar til beskrivelse af vores klubs tilstand er fremsat af DKK’s formand Jørgen Hindse Madsen i HAS – kataloget fra 2006. Her har han givet et lille historisk rids og påpeget, hvordan det er gået tilbage gennem årene, så vi fra at være en forening med en race, hvor der stambogførtes over 7000 hunde, nu er kommet ned på et stambogsføringstal på godt 2000. Det er værd at lægge mærke til, at det ikke er interessen for at holde hund, der er gået tilbage. Der stambogsføres nemlig lige så mange hunde i DKK som før. Det er blot nogle andre hunde.
Der kan selvfølgelig føres mange diskussioner om, det nu er godt eller skidt afhængig af, hvilket syn man har på racen, men set fra et almindeligt foreningssynspunkt og ud fra et ønske om racens trivsel, må det siges at være endog temmelig skidt.
Jamen står det da galt til? Har klubben det ikke godt nok, og er der ikke gang i foreningslivet? Jo, hvis man spørger i ledelsen, går det godt.

Læser man årsberetningerne fra repræsentantskabsmøderne, er der ingen grund til bekymring, men hvis man går ud i kredsene, tegner der sig et andet billede. Jeg skal her indskyde, at jeg har de fleste indtryk fra min egen landsdel, men jeg tror, at problemerne her har generel karakter og mange gange kan genfindes ud over landet. Mit indtryk er, at det ikke går godt rundt om i kredsene, med enkelte undtagelser, hvor en eller nogle personers fine indsats får en kreds til at blomstre, så er kredsene præget af nedgang og faldende aktivitet. Selv i store byer med mange hunde er der få hunde på træningspladsen og lav aktivitet. Går man så ud til andre dressurklubber som PH og DcH og ser på deres deltagere, opdager man, at her træner der mange schæferhunde, nogle gange går der flere her end i Schæferhundeklubben. Det er da tankevækkende og burde føre til en reaktion fra oven.

Hvorfor er det nu sådan? Jeg tror, det er fordi, vi har en klub, der har alt for stor fokus på eliten, og det gælder begge former for vigtig aktivitet i klubben altså både udstilling og dressurkonkurrence. Da jeg i sin tid anskaffede mig min første schæferhund, kunne klubben ikke tilbyde træning, og på et tidspunkt kom vi til DcH, hvor min kone begyndte at træne. Efter en 3 måneders tid kom træningslederen og sagde til hende: Kunne du ikke tænke dig at komme med til en konkurrence i Frederikshavn næste søndag. Det blev indledningen til en periode, hvor et lille hold fra pladsen tog ud til konkurrencer rundt omkring i landsdelen, havde det rigtig sjovt og oplevede fællesskabet omkring en interesse. Det var noget, der bandt folk til foreningen. Vi oplevede her, at folk kom til foreningen for at lære deres hund almindelig lydighed. Så blev de grebet af kammeratskabet her, og de oplevelser de fik, og når lydighedskurset var overstået, var de klar til at blive i klubben og arbejde videre.
Oplever vi det samme i Schæferhundeklubben? Vist ikke. Her er det på sin plads at fortælle historien om Knud. Knud kom til en kreds i Schæferhundeklubben for at få lidt pli banket ind i sin hund. Han startede på et hvalpehold og gik her i 3 mdr. og var udmærket tilfreds. Så fortsatte holdet til en videregående træning, og i løbet af meget kort tid var holdet smuldret ind til nogle ganske få. En af dem, der forsvandt, var Knud. Det viste sig imidlertid, at han ikke var færdig med at træne hund, og senere dukkede han op i en PH afdeling. Her trænede han i en periode og gik derefter op til en lille uofficiel konkurrence. Efter præmieoverrækkelsen tog Knud ordet og takkede for en god tid og sluttede med at sige: I skal især have tak for, at I har fået mig til at føle, at jeg ikke er helt tumbet.
Noget i denne beretning kunne tyde på, at vi griber det forkert an. Jeg mener, at klubben som ansvarlig specialklub under DKK har et ansvar overfor racen. Det betyder selvfølgelig, at klubben gennem fornuftigt avlsarbejde skal sørge for, at vi fremavler de rigtige schæferhunde, men det betyder også, at klubben har et ansvar overfor de mennesker, der anskaffer sig en hvalp. Vi har et flot opbygget system med kredse
 ud over landet, hvor der ideelt skulle være en række mennesker, der på forskellig måde kunne hjælpe og vejlede schæferhundeejere. Det er jo en broget flok, der her melder sig, og med meget forskellige behov. De kan groft sagt deles i tre grupper. Der kommer nogle, der bare gerne vil lære deres hund lidt lydighed og god opførsel. Der er andre, der godt vil træne på et noget højere niveau og nok også gerne vil deltage i konkurrencer, men de har hverken evner eller tid til at deltage på højt niveau. De vil blot deltage i et klubliv, hvor man uden at være på eliteplan kan opleve gode udfordringer og hyggelige konkurrencer med godt kammeratskab. Til slut er der så specialisterne. De virkelig dygtige, der træner målbevidst og er indstillet at bruge en meget stor del af deres fritid på sporten.
Det er tre grupper, der alle har krav på opmærksomhed, og som alle har betydning for klubben, for skal vi have en god og velfungerende klub, er det ikke nok, at vi har en top. Toppen skal have et fundament, og det skal helst være bredt. Det er i det lange løb en vigtig forudsætning for at toppen kan trives. Derfor bør klubbens ansvarlige være mindst lige så opmærksomme på første og anden gruppe som på den tredje, og det er man efter min mening ikke. Det er for eksempel betegnende, at de eneste officielle konkurrencer, vi har i klubben, er DM i BHP 3 og SPH/DM samt udtagelser til disse. Vi har ganske vist noget, der hedder Danmarks bedste Beg. B og Danmarks bedste BHP 1, men det er noget, der er blevet til på kredsplan og får ikke særlig opmærksomhed fra oven. At vi i høj grad også kunne bruge endnu nogle tiltag som for eksempel lokale konkurrencer, er jeg ikke i tvivl om, og vi har allerede strukturen til det. Den er blevet lavet i tidligere tider, da klubben måske ikke var så specialiseret, som den er blevet. Jeg tænker her på B, AB og ABC – prøverne og også på de nærmest afdøde SL - prøver. Tilsammen danner de et tilbud, som kunne give muligheder for et langt mere blomstrende klubliv, end det vi kender, men det kommer ikke af sig selv. Det skal ophjælpes. Enkelte kredse eller områder prøver fra tid til anden med spredte tiltag, men de løber desværre ud i sandet efter nogen tid. Skal det lykkes af få noget til at gro her, kræver det en målbevidst og længerevarende indsats, som skal inspireres ovenfra.

Jeg har talt med medlemmer af brugshunderådet både nuværende og forhenværende og spurgt, om de ville gøre noget for større aktivitet på lavere niveau end BHP 3 og fået klart svar. Det var man ikke interesseret i. Jeg tror, det er en forkert indstilling. Jeg tror, det er nødvendigt, at både HB og BHR retter deres opmærksomhed mod fundamentet og også at man fremover sørger for at indvælge folk i disse organer, som har en interesse i at gøre noget på disse områder. Hvis man ikke ser skriften på væggen, er jeg bange for, at racen og klubben fortsætter sin nedgang.

ABR / Jan 2007